Noget af det første jeg kan huske af drikkeri i min familie er fra jeg var en 6-8 år gammel. Hvor min far skulle til fest ”ud med gutterne” han kom bare ikke hjem efter festen, dagen efter ringede min mor rundt for at prøve at få fat på ham, et par dage efter blev min lillesøster og jeg smidt i bilen og så kørte min mor rundt for at finde ham. Sådanne episoder skete flere gange og vi fandt ham altid hjemme hos en af vennerne.

Min far var fredelig når han drak, han blev for fuld og så faldt han i søvn som oftest. Min far var en kærlig og hjælpsom mand, med masser af humor.

Da jeg er 8-10 år begynder min mor også at gå til fester sammen med ham, hun var ikke ligeså fredelig når hun blev fuld. Når hun var ædru havde hun et meget skiftende humør, det kunne svinge lynhurtigt fra at være i godt humør til at være stik tosset. Når hun så var fuld så blev det svingende humør bare endnu mere forstærket. Og hun lavet også altid drama, havde ondt af sig selv og kom med en masse løgne som skabte problemer for os andre i familien. Hun satte tit min lillesøster og mig op mod hinanden. Vi var næsten altid uvenner. Det føltes meget ubehageligt når min mor var fuld. Hun bebrejdede os andre for alt muligt. Hun brugte tit sætningen: efter alt det jeg har gjort for dig, og så er du så utaknemlig. Det gjorde at jeg i mange år gik rundt med stor skyldfølelse. Hun lovede også ting som hun ikke holdt, eller lånte penge af mig som jeg aldrig fik tilbage.

Jeg tænkte tit at hvis jeg bare var dygtigere i skolen, eller til sport eller musik så ville der ikke blive problemer. Selv om jeg nogen gange fik ros i skolen eller andre steder, så var det ligesom om jeg ikke stolede på det der blev sagt og tænkte altid at det kunne blive endnu bedre. Jeg tænkte at hvis jeg bare var stille og hjælpsom derhjemme så ville der ikke blive skænderier og drikkeri og fest og larm. Jeg prøvede at gøre mig mest mulig usynlig for da ville alt blive godt. Det er en følelse jeg har arbejdet meget med i voksen alder for at komme af med.

I starten var det mest weekend fester, men i løbet af mine teenage år så udviklet min mors drikkeri sig også til at blive i hverdagene. Hun blandet det også med piller.

Det førte stor usikkerhed med sig, jeg tænkte tit da jeg var på vej hjem om hvilket humør er hun i dag? Er hun mon fuld? Det var ikke sjovt at have venner med hjem for jeg vidste aldrig helt hvad der ville møde os? og det var mega pinligt hvis de så min mor fuld. Jeg skammet mig hvis der var nogen der så mine forældre fulde.

Jeg tænkte aldrig at mine forældre var alkoholikere, for det var jo ”bumsen på bænken” som var det. Hjemme hos os var alt fint udadtil. Vi havde et stort fint hus, sommerhus, Volvo og vovse i mit hjemland Norge. Begge forældre var i arbejde og os to piger klarede os tilsyneladende fint i skolen og til fritidsaktiviteter.

Det var jo det liv jeg var vandt til og som jeg troede var helt normalt. Hvis nogen spurgte mig hvordan jeg havde det, svarede jeg altid at jeg havde det fint. Selv om jeg indeni havde det dårligt, jeg var frustreret og ked af det og kæmpet med dårligt selvværd og følelsen af aldrig at være god nok.  Jeg forstod slet ikke hvad det gjorde ved mig at vokse op med usikkerhed, svigt, skyld og skam.

Set i bagspejlet ville jeg ønske at de to-tre voksne som spurgte hvordan jeg havde det, ikke havde givet op da jeg svarede fint, men gået lidt til mig og spurgt igen.

Så havde jeg måske åbnet op og kunne have fået noget hjælp i lidt tidligere alder end det jeg endte med at få.

Det ville have været fedt hvis det den gang havde været et sted som LUFT, hvor jeg kunne have kommet når bølgerne gik højt derhjemme.

 

Jeg flyttet hjemmefra da jeg var 18 år. Og da jeg var 21 år flyttet jeg så til Oslo (2 ½ times kørsel fra min hjemby) og jeg var 30 år da jeg kom til Danmark. Mine forældre flyttet fra Norge til Spanien da jeg var 31 år. Men jeg kom aldrig rigtigt langt nok væk fra problemerne, det var stadig drænende telefonsamtaler og når vi var sammen med mine forældre så var det tit drikkeri. Jeg var så frustreret over at de ikke kunne lade være bare i de to-tre-syv dage vi var sammen. De har jo haft en sygdom og jeg havde ikke lært at sætte grænser og passe på mig selv (og mine børn) på det tidspunkt.

Jeg mistet min far da jeg var 35 år, og et halvt år efter han døde så knækket min verden sammen.

Jeg hørte om TUBA og tog ind til et af deres drop in møder i Kbh. Det var fantastisk at møde så mange andre som havde oplevet så meget af det samme som mig. Og her gik jeg og følte mig forkert, ked af det og anderledes end alle andre jeg kendte. Og så oplevede jeg at alle dem jeg mødte i TUBA havde bakset med de samme tanker og følelser som jeg havde, men de så alle sammen helt normale og søde ud.

Jeg gik efterfølgende i et terapiforløb hos en af behandlerne hos TUBA og det var så godt og oplysende for mig

Min opvækst i en misbrugsfamilie har gjort at jeg har slidt med dårligt selvværd, ikke følt at jeg var værd at elske, mange tunge depressioner, selvmordstanker, og spiseforstyrrelser.

Min mor er alkodement og bor i dag på et plejehjem. Min lillesøster og jeg blev gode venner efter at jeg flyttet hjemmefra og det er vi heldigvis stadig.

Jeg har det godt i dag, men mine oplevelser vil jeg altid have med i min bagage. Jeg prøver i dag at bruge dem til noget positivt

Jeg har længe haft et ønske om at åbne et sted hvor pårørende til misbrugere kan komme og møde andre som er i ”samme båd” som dem selv, et sted hvor de kan føle sig trygge og et sted hvor det de fortæller bliver genkendt af andre

Derfor har jeg åbnet LUFT og håber det kan hjælpe andre

Hege, 45 år