Datter af en alkoholiker

Kategorier Personlige historier

 

 

Min barndom var præget af alt for mange urimelige regler, usikkerhed, svigt, angst, løgne, skyld, skam, sorg, egoisme, rod og overfølsomhed.

Det var sorgen og usikkerhed der fyldte mest i mig. Skylden og skammen! Det at blive svigtet af sine vigtigste omsorgspersoner.

Min far og mor blev skilt da jeg var 5 år. De blev skilt fordi min mor allerede dengang havde et afhængighedsforhold til alkohol.

Jeg flyttede sammen med vores far. Min lillesøster på 4 år sammen med vores mor.

Min far var autoritær, drillende og hånende. Og enorm konfliktsky. Og så gav han mig bank, når jeg var uartig. Jeg gjorde en del oprør. Samtidig var han ironisk og jeg havde som barn svært ved at forstå ham og føle mig helt sikker i hans selskab.

Hans base var alligevel okay. Med fast ejendom, regninger der blev betalt, faste måltider, lektiehjælp, deltagelse i mine fritidsinteresser, sjov, underholdende og festlig når jeg havde venner og veninder med hjemme. Der var styr på de praktiske ting. Og han var god til at læse de mest fantastiske godnat historier for min søster og jeg. Og så var der styr på hverdagen og ferier.

Med i ordningen fik jeg med tiden, ca. 5 år efter, en pap mor der var 9 år yngre end ham. Hun var og er heldigvis et meget kærligt, omsorgsfuldt og rummeligt menneske og hun er stadig den der forsøger at holde sammen på vores meget dysfunktionelle og splittede familie.

Vores mor, der selv kom fra et alkoholiseret hjem, blev min weekendmor og som tiden gik voksede afstanden til hende, i takt med at hendes misbrug udviklede sig. Jeg var i stor fortvivlelse og sorg over dette faktum. Jeg følte at jeg mistede en del af min identitet. Og det gjorde ikke situationen bedre at min elskede lillesøster fortsat boede fast hos hende.

At vores far nænnede at efterlade hende der!

Der var ikke sikkert!

Min lillesøsters tilværelse og også min, når jeg var på besøg hos dem var præget af rod, manglende ansvar, druk og piller, selvynk og selvmedlidenhed. Alt for mange fester og alt for mange forskellige mænd der blev og overnattede, ustabile måltider, for mange søndage, hvor min søster og jeg skulle gå på listefødder og hvor det var dissideret tabu at spørge ind til går dagens uroligheder. Uroligheder der kunne bestå i alt for høj musik, larmende sexlyde, skrig og skrål, når hun eksempelvis havde kasseret en fyr, fortrød, og forsøgte at få ham tilbage igen via vrede, bydende og truende telefonsamtaler. En enkel gang løb hun halvnøgen rundt på gaden i forsøget på at fange det tabte. Eller også forsøgte hun, midt om natten, eller næste dag, at få en låsesmed til at udskifte sin hoveddørslås, eller istedet at tiltvinge sig adgang til den udkårendes hjem osv. osv.….

Vi, min søster og jeg, måtte tage den voksnes ansvar i disse situationer. Forsøge at skabe ro, rydde op, putte vores mor og bagefter trøste hinanden. Desværre og meget sørgeligt det store og urimelige lod i min lillesøsters hverdag.

Som voksen fortalte min søster mig, at en af disse mænd misbrugte hende seksuelt.

Jeg har i alle de efterfølgende år haft svært ved at tilgive mig selv, at jeg ikke opdagede noget og at hun ikke havde tillid nok til at fortælle mig om hendes skam.

Da hun var 11 år og jeg 12 år havde jeg endelig overtalt vores far til at hente min lillesøster, der på det tidspunkt var anbragt på et børnehjem. Hun fik lov til at flytte med os hjem og boede hos vores far og pap mor til hun som 17-årig valgte at flyttede hjemmefra. Jeg var meget taknemmelig.

Et er helt sikkert! Vores forældre tog aldrig det fulde ansvar for min søster og jeg.

En sådan kendsgerning skaber på ingen måde ro og overskuelighed i et barns hoved!

Alligevel var det hjemme hos min mor at jeg mærkede kærligheden. Det var her jeg følte mig elsket.

Hun var god at grine sammen med. Hun var varm og kærlig og hun duftede så godt af mor.

Hun syntes at jeg var et fint og kærligt menneske. Dygtig i skolen. Dygtig til sport; dans, fodbold og svømning, samt en god storesøster. Her fik jeg ros, knus og kram.

Og så lavede hun de lækreste måltider og hyggestunder med os, når hun altså var sober. Hun gav os de bedste jule- og fødselsdagsgaver, når hun altså huskede det. Det var også med vores mor at vi red på ponyer ude i dyrehaven, hende vi gik i biografen og i svømmehallen med og også hende og vores bedsteforældres som vi tog i sommerhuset med.

Her har både min søster og jeg haft nogle af de bedste natur- og legeoplevelser. Her var ingen autoritære opdragelsesformer, ingen fysisk afstraffelse, få regler og masser af sol og lyse sommeraftener.

Sådan husker jeg det i hvert fald.

Der var gode dage, det var der! Både hos mor og hos far.

Men jeg føler alligevel aldrig at mine forældre så mig helt og prøvede at elske mig for den jeg er.

Elske mig for min skyld!

Ikke for det jeg kan og gør.

I dag har jeg ingen kontakt med min mor. Heller ikke med min søster.

Afstanden blev for stor. Svigtene blev for uoverskuelige. Både fysisk og mentalt. Der var alt for meget rod og alt for meget sorg forbundet med de to mennesker. Min søster og min mor. De to mennesker jeg har elsket mest i mit liv, udover mine tre børn selvfølgelig. For meget ødelæggelse. For meget skyld og skam.

Det liv der efterfølgende udviklede mig, som teenager og siden voksen, har i alle årene været præget af en dyb sorg over tabet af min mor især, og siden min lillesøster. Jeg har manglet min mors kærlighed og omsorg. Jeg har manglet hende som en sober og sikker rollemodel og jeg har manglet hende som mormor.

Jeg har opbygget en latent usikkerhed omkring, hvem jeg er som person og hvad jeg vil med mit liv, udover at overleve og at være okay god nok ved andre mennesker og ved mig selv.

Men er jeg elskværdig? Er jeg værd at elske? Det tror jeg fortsat ikke helt på.

Jeg har haft depressioner og spiseforstyrrelser og et selvmordsforsøg. Jeg lider af migræne, tinnitus og rosacia. Jeg har været igennem alt for mange mænd, i håbet om at finde den perfekte kærlighed! Og jeg har mere end et par brudte uddannelser bag mig. Jeg har fået ændret min krop, ved plastkirurgi, i håbet om at passe bedre ind…..i hvad ved jeg stadig ikke.

Jeg tror nærmest aldrig at jeg er god eller dygtig nok. Eller smuk nok! Og jeg har i mange år været afhængig af ros og anerkendelse, fra især mænd, i forsøget på at føle mig okay nok. Elsket!

Jeg er en pleaser og jeg har svært ved at se og fornemme mine egne behov og ind imellem også svært ved at se og fornemme andres.

Jeg sætter ofte baren højt og misbruger nærmest mig selv i forsøget på at nå helt til tops. ”God nok” er sjældent godt nok til mig.

I virkeligheden vil jeg nok bare ønske at jeg kunne føle mig helt okay indeni og udenpå. Og så at slippe af med den altopslugende skyld og skam følelse.

Det lykkes mig at færdiggøre 3 uddannelser. Den ene som pædagog. Nu i en vuggestue. Selvfølgelig. Jeg ønsker jo inderligt at gøre en forskel for små børn.

Jeg kæmper hver dag i forsøget på at give både mine egne børn og de børn jeg dagligt arbejder med, de allerbedste muligheder her i livet. Det er et enormt ansvar jeg giver mig selv hver eneste dag.

Og jeg har en tendens til ikke at kunne mærke mig selv i forsøget…….eller også mærker jeg alt alt for meget.

Ind imellem er jeg tæt på at give op. Og forsvinde helt væk. Men hvor kan jeg gemme mig!?

Det vil aldrig ske! Jeg er alt for ærekær og praktisk anlagt til sådan en ugerning. Det kan jeg overhoved ikke tillade mig.

Så jeg kæmper videre med lavt selvværd, et til tider for hidsigt temperament, en enorm skyldfølelse og en enorm overfølsomhed over for støj, kritik og grove mennesker. Jeg kan desværre selv være ret grov!

Jeg kæmper med min vægt, med en altopslugende træthed, med sorgen over dem jeg mistede og over dem jeg måtte forlade så de ikke tog mig med i faldet.

Jeg kæmper for at slippe af med min mistro og min jalousi. Eller med min meget unuancerede og dumgode tro på at alle mennesker vil hinanden det bedste. En mellemting ville nok være mere passende og ærlig. Tålelig. Normal!

Jeg har kæmpet med fædrene til mine børn. Den ene voldelig anlagt og temmelig uansvarlig på de fleste punker. Men alligevel et kærligt væsen. Den anden en følelsesneutral arbejdsnarkoman, der tog mig for givet. I begge tilfælde var det som at være gift med sin egen mor og far.

Der var i begge forhold ikke særlig god plads til min selvudvikling. Jeg blev i ca. 7 år, altså 14 år i alt, og har også disse oplevelser og erfaringer med i min bagage.

Alkoholiker bliver jeg nok aldrig.

Alligevel kæmper jeg hver dag med misbrug.

Jeg trøstespiser, overspiser, eller nægter at spise. Jeg bruger (misbruger) mænd til at give mig følelsen af ro, tryghed og accept. Kærlighed. Jeg bruger for mange penge hvis jeg ikke styrer mig selv med hård hånd, så det gør jeg. Jeg slipper helst ikke kontrollen. Hverken som mor, kollega, pædagog, partner, veninde……søster.

Mit mantra var i mange år: Hvis bare jeg havde…. Hvis bare jeg kunne…..så var jeg helt sikkert blevet lykkelig.

En del er blevet bedre med tiden. Jeg er på nogle måder mere rolig og tryg. Mere mig selv. Eller i hvert fald en bedre udgave af mig selv.

Jeg øver mig i at blive i midten, eller på min egen boldbane. Jeg øver mig i at leve det liv jeg gerne vil leve, og samtidig slippe kontrollen og, eller vreden over at ikke alt går som jeg forventer og har brug for lige nu og her.

Jeg øver mig i at sige pyt, smile og gå videre med sænkede skuldre.

Jeg øver mig i ikke at give ALT MIT LORT videre til mine egne børn. Nok lidt for sent da de i dag er næsten 28 år, 26 år og 13 år.

Jeg øver mig i ikke at tage for meget over og blive alt for meget ”problemløser” i deres liv og i deres forhold.

Jeg øver mig i ikke at stille for høje forventninger til mine egne børn og de børn, hvis dannelse og udvikling jeg dagligt er en del af, via mit pædagogiske arbejde. Jeg øver mig i at give ansvar i passende mængder der passer til der hvor de er i deres liv.

Jeg øver mig fortsat i ikke at stille for høje forventninger til mig selv. Jeg kæmper hver dag med skylden og skammen! Følelsen af ikke at være elsket nok! Eller elsket for meget!

Samtidigt med det, øver jeg mig i IKKE at give andre mennesker skylden for mine livsbetingelser, adfærdsmønstre og for min splittede personlighed.

Jeg øver mig i ikke at blive for bitter, for opgivende, for meget, eller for lidt.

Jeg øver mig i at leve et sobert og positivt liv, med sunde og fornuftige vaner, med de forudsætninger jeg nu engang fik i fødselsgave.

Og så øver jeg mig i at tilgive mig selv når det ikke altid lykkes alligevel. Jeg er jo bare et menneske.

 

En subjektiv genfortælling fra en datter, mor og storesøster. Først og fremmest.